Jeg er nu næsten halvvejs inde i mit tredje og sidste semester, og selvom det stadig går godt i skolen, synes jeg ikke at jeg er blevet nær så god til kinesisk, som jeg havde håbet. Jeg kan sige og skrive temmelig meget nu, men hver gang jeg taler kinesisk uden for skolen, bliver jeg mindet om, hvor meget jeg stadig ikke forstår. Ikke desto mindre har jeg efterhånden fået styr på det grundlæggende, og har vel sådan nogenlunde lagt begynderniveauet bag mig. I næste måned har jeg min største og vigtigste prøve, som er en betingelse fra det taiwanesiske undervisningsministerium, som gav mig mit legat. Den hedder Test of Chinese as a Foreign Language, og der er flere niveauer. Jeg er lidt nervøs, fordi jeg skal tage niveau 3 (ud af 6，hvor 6 er flydende), og det forventes at man kender ca. 2500 tegn, og 7500 ord, hvilket er lidt mere end hvad jeg indtil videre har lært. Hvis ikke jeg består, ryger den sidste måneds legat, så jeg arbejder ekstra hårdt i øjeblikket, også til dels fordi jeg gerne vil nå at lære så meget som muligt, før jeg skal hjem igen.
Jeg har også haft mulighed for at rejse en del rundt, siden sidste opdatering. Oprindeligt havde jeg planer om at tage til Japan eller Hong Kong, når jeg nu alligevel var i Asien, men Taiwan har selv så meget at byde på, at jeg ikke synes jeg har haft tid. Samtidig er landet så lille - ca. to tredjedele af Danmarks areal - at intet sted er mere end et par timers togtur væk, hvis man da ellers vil betale for at tage med højhastighedstog.
Sidste november havde jeg en uges ferie, imellem første og andet semester, og jeg valgte at bruge et par dage på at besøge Hualian, på Østkysten. Selve Hualian by er egentlig interessant nok, og har nogle smukke udsigter over Stillehavet, såvel som nogle interessante natmarkeder, men de fleste turister kommer der for at se Taroko Gorge, som ligger en halv times bustur fra byen. Taroko er en naturpark, og en ca. 18 kilometer lang kløft, og en del af de bjerge og klipper som den løber igennem, består af marmor. Der er en del grotter og vandrestier langs kløften, og bussen fra Hualian stopper da også en 8-10 forskellige steder, så man selv kan vælge hvad man vil se. Man kunne sagtens bruge 2-3 dage på at besøge Taroko, men jeg nøjedes med én dag, og brugte den anden på at se nærmere på Hualian.
En del af Hualian by, med nogle bjerge i baggrunden.
Jeg tog bussen fra Hualian til Taroko, og valgte at stå af i Buluowan, et kort stykke inde i parken, for derfra at gå til det næste stop, kaldet Svalegrotten. Det var en lidt længere gåtur, end jeg havde regnet med, og den foregik først ad en sti, ned ad en bjergside (komplet med skilte der advarede om giftige slanger og insekter），derefter ad landevejen langs selve kløften, som desværre var befærdet af et større antal biler og turistbusser.
Stillehavet, set fra bussen imellem Ｈualian og Taroko.
Tarokokløften set fra Buluowan.
Hvor Buluowan var nærmest mennesketomt, var svalegrotten overrendt af turister, og der var afsat trafikpoliti, til at holde styr på turistbusserne. Det var ved indgangen til Svalegrotten, at et skilt informerede mig om vigtigheden af at bære sikkerhedshjelm, og at hjelme kunne lånes enten ved parkens indgang, eller i Buluowan, som jeg lige var kommet fra, og som ligger en times gåtur fra Svalegrotten. Jeg tog chancen, og fortsatte uden hjelm. Fra Svalegrotten gik jeg til jiuqudong, som betyder noget i stil med Hulen med de 9 Sving, som så flot ud udefra, men som desværre var lukket, på grund af tyfonskade - Østkysten bliver ofte ramt af tyfoner, specielt om sommeren og efteråret. Herefter gik jeg tilbage til Svalegrotten, og tog bussen tilbage til Hualian.
Kløften set fra Svalegrotten.
Også taget fra Svalegrotten, men opad.
Og her er så indgangen til Svalegrotten, hvor man får at vide at man kan hente en hjelm, der hvor man lige har brugt en time på at gå fra.
Endnu et billede af kløften, denne gang taget fra busstoppestedet, før Svalegrotten.
Det var min første længere tur ud af Taipei, på egen hånd, og selvom jeg i og for sig klarede mig meget godt, giver jeg ikke meget for oprigtigheden hos den taxachauffør som fortalte mig at kinesiske var fremragende, selvom jeg lige havde måttet ty til tegnsprog for at forklare at jeg gerne ville køres til et natmarked. Hualian og Taroko er bestemt anbefalelsesværdige, og må siges at være et af de steder på Taiwan som alle besøgende bør tage til. Jeg håber på at få mulighed for at tage tilbage, før jeg forlader øen, selvom der stadig er mange steder jeg endnu ikke har set.
