Det går stadig godt

Så gik der igen lidt længere end jeg havde tænkt mig, imellem opdateringerne. Det går stadig godt, her i Taiwan, og jeg arbejder stadig hårdt på at lære kinesisk.

Jeg er nu næsten halvvejs inde i mit tredje og sidste semester, og selvom det stadig går godt i skolen, synes jeg ikke at jeg er blevet nær så god til kinesisk, som jeg havde håbet. Jeg kan sige og skrive temmelig meget nu, men hver gang jeg taler kinesisk uden for skolen, bliver jeg mindet om, hvor meget jeg stadig ikke forstår. Ikke desto mindre har jeg efterhånden fået styr på det grundlæggende, og har vel sådan nogenlunde lagt begynderniveauet bag mig. I næste måned har jeg min største og vigtigste prøve, som er en betingelse fra det taiwanesiske undervisningsministerium, som gav mig mit legat. Den hedder Test of Chinese as a Foreign Language, og der er flere niveauer. Jeg er lidt nervøs, fordi jeg skal tage niveau 3 (ud af 6，hvor 6 er flydende), og det forventes at man kender ca. 2500 tegn, og 7500 ord, hvilket er lidt mere end hvad jeg indtil videre har lært. Hvis ikke jeg består, ryger den sidste måneds legat, så jeg arbejder ekstra hårdt i øjeblikket, også til dels fordi jeg gerne vil nå at lære så meget som muligt, før jeg skal hjem igen.

Jeg har også haft mulighed for at rejse en del rundt, siden sidste opdatering. Oprindeligt havde jeg planer om at tage til Japan eller Hong Kong, når jeg nu alligevel var i Asien, men Taiwan har selv så meget at byde på, at jeg ikke synes jeg har haft tid. Samtidig er landet så lille - ca. to tredjedele af Danmarks areal - at intet sted er mere end et par timers togtur væk, hvis man da ellers vil betale for at tage med højhastighedstog.

Sidste november havde jeg en uges ferie, imellem første og andet semester, og jeg valgte at bruge et par dage på at besøge Hualian, på Østkysten. Selve Hualian by er egentlig interessant nok, og har nogle smukke udsigter over Stillehavet, såvel som nogle interessante natmarkeder, men de fleste turister kommer der for at se Taroko Gorge, som ligger en halv times bustur fra byen. Taroko er en naturpark, og en ca. 18 kilometer lang kløft, og en del af de bjerge og klipper som den løber igennem, består af marmor. Der er en del grotter og vandrestier langs kløften, og bussen fra Hualian stopper da også en 8-10 forskellige steder, så man selv kan vælge hvad man vil se. Man kunne sagtens bruge 2-3 dage på at besøge Taroko, men jeg nøjedes med én dag, og brugte den anden på at se nærmere på Hualian.

 En del af Hualian by, med nogle bjerge i baggrunden.

Jeg tog bussen fra Hualian til Taroko, og valgte at stå af i Buluowan, et kort stykke inde i parken, for derfra at gå til det næste stop, kaldet Svalegrotten. Det var en lidt længere gåtur, end jeg havde regnet med, og den foregik først ad en sti, ned ad en bjergside (komplet med skilte der advarede om giftige slanger og insekter），derefter ad landevejen langs selve kløften, som desværre var befærdet af et større antal biler og turistbusser.

 Stillehavet, set fra bussen imellem Ｈualian og Taroko.

Tarokokløften set fra Buluowan.

Hvor Buluowan var nærmest mennesketomt, var svalegrotten overrendt af turister, og der var afsat trafikpoliti, til at holde styr på turistbusserne. Det var ved indgangen til Svalegrotten, at et skilt informerede mig om vigtigheden af at bære sikkerhedshjelm, og at hjelme kunne lånes enten ved parkens indgang, eller i Buluowan, som jeg lige var kommet fra, og som ligger en times gåtur fra Svalegrotten. Jeg tog chancen, og fortsatte uden hjelm. Fra Svalegrotten gik jeg til jiuqudong, som betyder noget i stil med Hulen med de 9 Sving, som så flot ud udefra, men som desværre var lukket, på grund af tyfonskade - Østkysten bliver ofte ramt af tyfoner, specielt om sommeren og efteråret. Herefter gik jeg tilbage til Svalegrotten, og tog bussen tilbage til Hualian.

Kløften set fra Svalegrotten.

Også taget fra Svalegrotten, men opad.

Og her er så indgangen til Svalegrotten, hvor man får at vide at man kan hente en hjelm, der hvor man lige har brugt en time på at gå fra.

 Endnu et billede af kløften, denne gang taget fra busstoppestedet, før Svalegrotten.

Det var min første længere tur ud af Taipei, på egen hånd, og selvom jeg i og for sig klarede mig meget godt, giver jeg ikke meget for oprigtigheden hos den taxachauffør som fortalte mig at kinesiske var fremragende, selvom jeg lige havde måttet ty til tegnsprog for at forklare at jeg gerne ville køres til et natmarked. Hualian og Taroko er bestemt anbefalelsesværdige, og må siges at være et af de steder på Taiwan som alle besøgende bør tage til. Jeg håber på at få mulighed for at tage tilbage, før jeg forlader øen, selvom der stadig er mange steder jeg endnu ikke har set.

Efter en måneds undervisning

Så gik der igen et stykke tid, uden at jeg fik skrevet en opdatering. Jeg kan fortælle at jeg har fundet ud af hvad kineserne laver til månefestivalen, og det er ikke nær så eksotisk som jeg havde håbet: de griller. Holger inviterede mig til Yangmei, hvor jeg også grillede, sammen med Holger og hans familie, og nogle af hans venner.

Lørdag aften tog vi til hvad der lignede en slags krydsning imellem en forlystelsespark og en flygtningelejr, hvor man betalte entré, og derefter kunne benytte en af stedets mange grille, til at grille sin medbragte mad, og senere nyde et fyrværkerishow. Der var også en scene, hvor der foregik et eller andet, men jeg fandt aldrig ud af hvad.

Her er et billede af Sarge og Holgers vens svigerfar. I baggrunden kan man se hvordan en kinesisk grillforlystelsespark ser ud.

Søndag grillede vi igen, men denne gang hjemme hos Holger. De samme venner, som også var til stede lørdag, dukkede op igen, så vi kunne gentage succesen. Desuden var det Esters 3-års fødselsdag, og jeg fik allernådigst lov til at hjælpe hende med at pakke hendes dukkehus ud. Jeg har ladet mig fortælle, at hun ikke så godt kan lide fremmede mennesker, men hun kan tilsyneladende godt lide mig. Mine medbragte månekager - som jeg ugen inden havde fået af min udlejer - forsvandt som dug for solen, da jeg stillede dem på bordet. Mandag skulle Holger og hans kæreste Lydia, til frokost med Lydias kolleger, og jeg blev derfor kørt til skole, da de alligevel skulle til Taipei. Desværre var der sket et større uheld på motorvejen, hvilket førte til trafikprop og forsinkelse. Jeg kommer normalt altid til tiden, så min underviser tog det pænt.

Her er fødselsdagsbarnet, sammen med Lydia.

Og her er Holger ved grillen.

Det går godt med undervisningen. Jeg har indtil videre fået en karakter på over 90% i alle mine prøver, og i sidste uge lykkedes det mig at få 100% i en. En bedrift som ellers normalt er forbeholdt koreanerne på mit hold (som vistnok ikke laver andet end at terpe).

I øvrigt har jeg lagt mærke til at taiwaneserne har nogle ret kreative - og af og til lidt underlige - løsninger på diverse samfundsproblemer. For at komme skatteunddragelse på køb og salg af varer til livs, har regeringen indført et lotteri, således at alle kvitteringer fungerer som lottokuponer. Hver anden måned bliver vindernumrene så offentliggjort, og præmierne ligger imellem NT$200 og NT$10.000.000. Idéen er, at hvis en kvittering også er en lottokupon, vil de fleste kunder kræve at få deres kvittering, hvorfor butikkerne så vil blive nødt til at bogføre salget. Man skal dog stadig kigge langt efter sin kvittering på natmarkederne, men ellers lader systemet til at virke udmærket. Sarge var så venlig at gøre mig opmærksom på denne ordning, efter min første uge i landet, hvilket førte til at jeg stoppede med at smide mine kvitteringer ud. Det førte også til at jeg vandt NT$4000 (ca. 800 kr) på en af de første kvitteringer jeg ikke smed ud, hvilket var et lille plaster på såret, efter tabet af min pung (dog minus en skat på 20%). Min lærer taler stadig om hvor møguretfærdigt mit held er, men jeg har planer om at vinde mere næste gang.

På lørdag har Holger inviteret mig til oktoberfest, som afholdes et sted der hedder Wendell's Bakery. Der er vistnok er blevet fløjet et i Tyskland berømt hornorkester til Taiwan, til lejligheden, så det skal nok blive sjovt. Det er vist ret dyrt, så det er nok meget godt at jeg stadig har mine lottopenge.

I går var det i øvrigt Taiwans (eller snarere Den Kinesiske Republiks) nationaldag. Dagen markerer starten på Wuhanoprøret i 1911, som førte til Qing-dynastiets abdicering i 1912 - for dem som har set Den Sidste Kejser - og grundlæggelsen af Den Kinesiske Republik (og 37 års borgerkrig, men det taler vi ikke om). Præsidenten holdt en tale, og der var fyrværkeri, men det så jeg ikke noget af, for Chris havde inviteret mig med til noget der hedder Lazertreks, hvor man skyder hinanden med laserpistoler. Jeg tror jeg traf det sjoveste valg. Bagefter spiste vi misosuppe, på en af de bedre (men stadig billige) restauranter. Jeg trængte til at få noget ordentlig mad, fordi jeg i et forsøg på at spare penge, som regel spiser aftensmad i Shi-Da-kollegiets kantine, hvor et stort måltid koster 12-15 kr. Maden dér er ikke dårlig, men heller ikke voldsomt god, og man bliver meget træt af det, efter et par uger.

En lille opdatering

Jeg ved godt at der er gået et stykke tid siden sidste opdatering. Det skyldes dels at jeg ikke har fået taget så mange billeder, men primært at jeg har haft travlt. Jeg har stadig ikke fået taget så mange billeder, men nu skriver jeg bare et indlæg alligevel.

Jeg har haft et par uheldige oplevelser i de sidste par uger. Først mistede jeg min pung, indeholdende mine visakort, mit studiekort, og en del penge, som jeg lige havde hævet. Heldigvis havde jeg nogle penge gemt til side, på mit værelse, så jeg stod ikke helt uden kontanter.

Et par dag senere fik jeg besked fra skolen om at jeg kun havde betalt for normal undervisning (i modsætning til intensiv), og at de ville have ca. 1600 kr mere. Jeg vidste at jeg havde betalt for intensiv undervisning, og jeg havde heldigvis stadig kvitteringen til at dokumentere det, så jeg slap for at betale. Da jeg foreviste dem min kvittering, havde jeg dog mest af alt lyst til at råbe og skrige, og spørge hvor god en administration de selv synes de har, når de laver fejl for andre folks penge (hvis de pågældende folk har mistet deres kvittering), og hvorfor de overhovedet skulle have sat mig på et intensivt hold, hvis jeg kun havde betalt for normal undervisning. Jeg beherskede mig dog, da jeg - som tidligere nævnt - ikke tror at den slags opførsel er gavnlig, når man har med underbetalte bureaukrater at gøre. Desuden er jeg alt for flink til den slags.

Bortset fra de to episoder, går alt dog glimrende. I fredags var jeg ude og spise, sammen med et par stykker fra mit hold, men ellers er min weekend hovedsageligt gået med at læse lektier, og øve skrifttegn og ordforråd. Vores lærer kan godt lide at give os prøver hver dag, og selvom kun de prøver der afslutter et kapitel, tæller i den endelige karakter, er det selvfølgelig rart at klare sig godt i dem allesammen. Som regel bliver vi introduceret for alle skrifttegnene i et kapitel (ca. 25-30), samme dag som vi afslutter det foregående kapitel, og dagen efter bliver vi så prøvet i de skrifttegn. De prøver klarer jeg som regel ikke så godt, da jeg skal bruge mindst to dage, før skrifttegnene hænger fast i hukommelsen. I fredags havde vi første prøve i 3. kapitel, og jeg klarede jeg mig særdeles dårligt, hvorfor jeg valgte at bruge weekenden på at terpe skrifttegn. Det skal dog siges at kapitel 3 efter sigende har de sværeste tegn i bogen, og at alle andre også klarede sig særdeles dårligt. Heldigvis har mit terperi givet afkast, for jeg (tror at jeg) klarede prøven i dag ret godt. I morgen afslutter vi kapitel 3, og jeg vil derfor allerede i aften gå i gang med at øve skrifttegn til kapitel 4, således at jeg forhåbentlig kan klare den første prøve i kapitel 4 (på onsdag) nogenlunde.

Jeg har tidligere overvejet at læse forud, men har valgt at lade være, af frygt for at komme til at forvirre mig selv, lige inden den kapitelafsluttende prøve (som er den der tæller), men nu prøver jeg alligevel, så må jeg se hvordan det går.

Derudover er jeg begyndt at gå til nogle såkaldte counceling sessions, hvor man på enmandshånd med en lærer, kan få hjælp til at lære kinesisk. Jeg bruger det til at forbedre min udtale, og til at øve mig i at tale og lytte generelt. Man har ret til to gange 15 minutter om ugen, så det er ikke så meget, men eftersom jeg alligevel betaler for det, kan jeg lige så godt benytte mig af det. Desuden kan jeg mærke at det hjælper, og selvom jeg stadig skal tænke en del over hvordan hvert enkelt ord skal udtales, er der en klar forbedring, i forhold til for et par uger siden.

Næste søndag er der månefestival, men jeg ved ikke helt hvad jeg skal den dag, eller hvordan man overhovedet fejrer den slags. Hvis jeg finder ud af det, kan det være at jeg skriver noget om det. Jeg ved dog at der hører sig månekager til, og min udlejer var så venlig at give mig en stor æske af dem, efter at jeg havde givet hende en lille statuette af Den Lille Havfrue, som en ven havde givet mig med hjemmefra.

Her er min æske med månekager. Jeg ved ikke om det er tilladt at tage hul på den, før månefestivalen, så det har jeg ikke gjort. Jeg håber at de kan holde sig.

Her er et billede af det meste af mit hold, min ven Charles (der holder pizzaen), og et par stykker som jeg ikke kender. Der mangler dog to koreanere.

Varmen i Taiwan

Angående varmen, kan jeg fortælle at Taiwan har et subtropisk klima - og ligger kun et par hundrede kilometer nord for troperne - og det lader i øvrigt til at temperaturen her på øen kun har to indstillinger: utrolig varmt, og ekstremt varmt. Det har regnet en del, men det virker egentlig ikke som om det påvirker varmen så meget, men så har man i det mindste en undskyldning for at være drivvåd. Desuden har Taipei en luftfugtighed, der ligger et godt stykke over den danske, hvorfor varmen føles endnu mere trykkende.

Det skal dog siges at jeg håndterer klimaet langt bedre nu, end jeg gjorde i mine første dage i Taiwan. Fordi min bagage strandede i Hong Kong, havde jeg kun lange sorte cowboybukser, på min første dag herovre, hvilket jeg meget kraftigt vil fraråde. Omkring kl. 14 samme dag købte jeg dog et par shorts (og en tør t-shirt, nu jeg var i gang. Det regnede i øvrigt ikke den dag), hvilket hjalp lidt. Nu hvor jeg også har anskaffet mig sandaler, går det en del bedre, og jeg får ikke lige så mange sure blikke i elevatorerne og myldretidsmetroen (kineserne er generelt lavere end mig, og mange af dem har næsen på niveau med mine armhuler).

Dagtemperaturen har konsistent ligget over 30 grader, og i den sidste uges tid har den ligget på 34-35 grader. Nattemperaturen er som regel imellem 25 og 28 grader, så der sveder man også, hvis man altså ikke bruger air condition, hvilket jeg gør. Jeg plejer at lade den køre i en halv til en hel time, før jeg går i seng, og så lukker jeg vinduet, for at holde på kulden.

Jeg er i øvrigt stødt ind i flere folk hernede, der har prøvet at bilde mig ind at det bliver koldt om vinteren, men det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg regner med at jeg i værste tilfælde, bliver nødt til at begynde at gå med sokker. Jeg håber dog at det bliver noget koldere, så klimaet bliver lidt mere behageligt, og så jeg kan spare lidt på strømmen.

Med hensyn til min skole, kan jeg fortælle at vi havde vores første officielle prøve i går, og at jeg klarede mig godt. Vi skal have en prøve, hver gang vi afslutter et kapitel, hvilket ifølge planen er hver 3. til 4. dag. Efter 3 måneder bliver ens gennemsnitlige korrekte svarprocent beregnet, og den tæller for 60% i den endelige karakter. De sidste 40% består af fremmøde (20%), og afleverede lektier (20%). Hvis man efter 3 måneder ligger under 80%, samlet, mister man en måneds legat. Sker det to gange, bliver man smidt ud. Indtil videre ligger jeg dog til at få et sted imellem 99 og 100 procent, så jeg er ikke bekymret.

Mine første dage på MTC

I onsdags startede jeg på Shi-Da's Mandarin Training Center, efter at have brugt mandag og tirsdag på orientering, for henholdsvis legatmodtagere og nye studerende. Den første uge har man mulighed for at skifte hold, hvis man eksempelvis ikke kan lide sin lærer, eller hvis man vil skifte fra et intensivt hold til et normalt hold, eller omvendt. Jeg er på et af de intensive hold, og de har gjort et stort nummer ud af at det er meget hårdt, og at man skal tænke sig godt om, i løbet af den første uge, om man har lyst til at blive på holdet. De siger at man skal regne med 3-4 timers lektier om dagen, oven i de 3 timers undervisning man også har hver dag, hvilket dog umiddelbart ikke forekommer at være hårdere end så meget andet (som for eksempel at have et arbejde), men de er nok vant til at der kommer en del udenlandske studerende som fiser den af.

Jeg har dog lavet mine lektier indtil videre, og synes selv at jeg er ret godt med. De første par dage deltog jeg også i et par større forelæsninger, hvor man øvede udtale. Forelæsningerne er valgfri, hvis man er på et intensivt hold, og det er nok meget godt, for det var faktisk en gentagelse af min holdundervisning, dog med 50 deltagere, i stedet for de 8 vi er på mit hold, og derfor spild af tid. Efter et par dage besluttede jeg, at de to timer som forelæsningerne tager, kunne bruges bedre på at øve udtale og ordforråd for mig selv. Det er muligt at jeg kommer til nogle andre af forelæsningerne, da der er nogle af emnerne der lyder spændende, såsom kinesiskundervisning via kinesisk medicin, eller kinesiskundervisning via kinesiske ordsprog. Der er også filmforevisninger, og i næste uge viser de eksempelvis Kung Fu Panda, på kinesisk, men da jeg ikke vil kunne forstå den, tror jeg at jeg bliver væk. Måske er jeg klar til at se en film om et par måneder eller 3.

I weekenden slappede jeg lidt af. Lørdag blev jeg i Jingmei, men gik dog en tur op på et lille bjerg, som ligger i kvarteret, for at se udsigten. Det begyndte at blive mørkt mens jeg var deroppe, og jeg var ved at blive spist af myg, så jeg nåede desværre ikke helt op til det tempel der angiveligt skulle ligge der, og hvorfra udsigten skulle være rigtig god. Det må blive en anden gang.

Her er bjerget. Billedet er taget ved siden af nedgangen til Jingmei metrostation, som ligger 3 minutters gang fra hvor jeg bor. Den store vej  er sektion 5 af Roosevelt Road.

Her lykkedes det mig at finde et sted, hvorfra man kunne tage nogenlunde billeder, da der ikke stod så mange træer i vejen.

Man kan også se Taipei 101 deroppe fra.

Søndag stod jeg tidligt op, og tog metroen til Danshui, som ligger nord for Taipei, og er det sidste stop på den røde metrolinje. Danshui ligger tæt på havet, ved udmundingen af Danshuifloden, som er den flod som Xindian løber ud i, ikke så langt fra hvor jeg bor. Byen er en meget populær destination for både lokale og turister, og har en nærmest karnevalslignende havnefront, med en flot udsigt over floden. Der var dog noget tåget da jeg var der, eller måske var det bare smog fra taipei. I Danshui ligger der - udover den flotte havnefront - både et gammelt hollandsk fort, fra 1644, og et noget nyere fort, bygget af Qingdynastiet, i 1880'erne. Jeg var inde og se det hollandske, og det var ganske flot, men selvom jeg tror jeg var tæt på, måtte jeg opgive at finde det kinesiske fort, da skiltningen var for dårlig, og solen for varm. Mens jeg ledte, faldt jeg dog over et sted der hedder Martyrs Shrine. Martyrerne der hyldes, er vistnok de faldne kinesere under 2. verdenskrig. Jeg gik ind for at se nærmere på det, men selvom alle porte og døre stod pivåbne, var der helt mennesketomt. Til gengæld var der en stor schæferhund, der begyndte at hyle og gø - og nok havde angrebet, hvis ikke den var bundet fast - så jeg skyndte mig at gå igen.

Her er San Domigo. Det er ikke voldsomt stort.

 Og her er indgangen til Martyrs Shrine. Jeg er i tvivl om hvorvidt gæster er velkomne.

Tingene begynder at falde på plads

I denne uge begynder min skole, og de praktiske ting er heldigvis ved at være ordnet. I dag skal jeg til orientering for legatmodtagere på MTC, i morgen skal jeg til orientering for nye sprogstuderende på MTC, og onsdag starter undervisningen så.

I sidste uge brugte jeg nogle dage på at få ordnet fejlregistreringen på skolen, dvs. at jeg ringede og snakkede med den legatansvarlige på den taiwanesiske repræsentation i Danmark (da Danmark ikke anerkender Taiwan som selvstændigt land, er det ikke en ambassade, selvom det i bund og grund er det samme), og en af hans kolleger her i landet, og de fik rettet fejlen, i løbet af et par dage.

Så skulle jeg tilbage til MTC og forsøge at registrere mig igen, hvilket lykkedes, selvom jeg måtte betale et gebyr, for at registrere mig for sent. Derefter skulle jeg til immigrationskontoret, i en anden del af byen, dels for at få et ID-nummer, som er nødvendigt for at oprette en bankkonto (hvilket er nødvendigt for at modtage legatet), dels for at ansøge om opholdstilladelse, hvilket jeg ifølge mit visum skulle gøre inden for 15 dage, efter min ankomst i landet. Dagen efter skulle jeg så på posthuset, for at oprette min konto, hvorefter jeg endelig kunne tage tilbage til MTC, med de sidste dokumenter, og færdiggøre min registrering.

Derudover har jeg været lidt rundt i byen, på sightseeing, og så har jeg brugt to eftermiddage med Chris (som jeg mødte på den koreanske restaurant, i min første uge i landet), som har hjulpet mig med at finde nogle ting jeg skulle bruge, såsom sandaler, skuldertaske, og diverse småting.

Jeg havde lavet en aftale med Holger i weekenden, så han kom og hentede mig sent fredag aften, hvorefter vi kørte til Yangmei, hvor jeg overnattede. Dagen efter tog vi, i selskab med Holgers to yngste børn, til Leofoo Village, som er en kombination af forlystelsespark og zoologisk have.

Her er Ester på 3, og lille Holger på 5. Ester er noget så sjældent som en kineser med lyst hår, og blå øjne, og får en del opmærksomhed, når hun går på gaden.

Leofoo Village har en ret god udsigt, men man kan generelt se bjerge fra nærmest alle dele af øen (dog ikke fra mit værelse).

Om aftenen tog vi ud og spise, men da den restaurant, vi egentlig skulle have været på, var lukket, måtte vi tage en anden, ved siden af. Maden var god, men der var vist en fest i gang, med dans og karaoke. Der var ikke nogen specielt dygtige sangere, men til gengæld var der skruet helt op. Derefter tog vi hjem til Holger, hvor jeg overnattede. Søndag eftermiddag skulle Holger, hans kæreste Lydia, og hans næstældste datter Eva, ind til Ximending, i Taipei, som er et netværk af gågader, og som fungerer som shoppingdistrikt for unge piger. Her fik Eva lov til at slå sig løs, og købte en større mængde tøj og make-up. Det var meget spændende at se området, men som Holger sagde, er det ikke et sted man frivilligt kommer, som voksen og/eller mand. Jeg tog metroen hjem ved 4-tiden, og brugte resten af dagen og aftenen på at vaske tøj, og organisere mit værelse.

Her er Eva på 12, med Holgers kæreste Lydia. Vi sidder inde på en amerikansk restaurant i Ximending.

Ellers går det egentlig meget godt. Jeg kan rapportere at mit elproblem skyldtes en lille misforståelse med aflæsningen, og at jeg tog fejl med en faktor 10, således at mit elforbrug kun ligger på ca. 5-7 kilowatt-timer om dagen, alt efter hvor meget jeg er hjemme, og hvor varmt det er.

Taiwanesisk bureaukrati

Jeg kan berette at taiwaneserne virker meget glade for bureaukrati, og at de kopier af mit pas, som jeg havde medbragt fra Danmark, meget hurtigt slap op. Jeg har hørt nogle gruopvækkende historier om immigrationsmyndighederne (for ikke at tale om MTC's administration), så jeg var lidt nervøs, men min hidtidige erfaring fortæller mig, at hvis man er høflig og smilende, og i øvrigt virker hjælpeløs og ude af stand til at forstå hvad der foregår - hvilket falder naturligt, hvis man er ny på øen, og ikke taler eller læser kinesisk - er folk ganske hjælpsomme. Da jeg eksempelvis skulle oprette en bankkonto på posthuset - hvilket indebærer udfyldelsen af diverse formularer, på kinesisk, i flere eksemplarer - kom en ansat på postkontoret hen til mig, og brugte omkring 15 minutter på at udfylde formularerne for mig.

Jeg har en nagende mistanke om at de måske er knap så hjælpsomme, hvis man f. eks. er fra Filippinerne eller Afrika, men det er jeg heldigvis ikke.

 I det hele taget har jeg en fornemmelse af at jeg er blevet placeret i overhalingsbanen, hos de fleste af de myndigheder jeg har haft med at gøre. Den eneste dårlige erfaring jeg har haft (udover aktiveringen af mit simkort, som Holger stod for, og som jeg derfor nærmest ikke var indblandet i), var på min skole, da jeg første gang forsøgte at registrere mig. Damen der har med legater at gøre, er lidt af en drage, og det hjalp ikke noget at smile og være høflig. Jeg blev lidt sur, og hidsede mig lidt op, og det tror jeg i øvrigt ikke er nogen god idé, når man har med bureaukrater at gøre. Det hjalp heller ikke, men i det mindste fik jeg blødt hende lidt op igen, da jeg havde med hende at gøre ugen efter. At MTC's administration har været de hidtil værste skrankepaver, er en anelse bekymrende, da jeg uundgåeligt kommer til at have med dem at gøre igen. Jeg har dog stadig bedre erfaringer med dem, end jeg har med administrationen på Københavns Universitet, så det skal nok gå.