Templer i Taipei

Nu har jeg været i Taiwan i snart to uger, og jeg har fået set en god del af de ting jeg havde planlagt. Jeg har stadig et par heldagsudflugter til gode, og weekenderne er selvfølgelig allerede planlagt af Sharon, og så er der selvfølgelig alle de steder jeg gerne ville tilbage til, eller som jeg endnu ikke har haft tid og mulighed for at besøge, men som må vente til næste gang, fordi de ligger for langt fra Taipei.

Jeg har besluttet at fortsætte bloggen i en slags dagbogsformat, ligesom mit sidste indlæg, dels fordi det er lidt lettere at skrive på den måde, men også fordi jeg så selv kan gå tilbage og kigge på den senere, hvis jeg skulle få lyst, og se hvad jeg har lavet hvornår. Det betyder dog nok at mine indlæg bliver lidt længere end jeg havde tænkt mig, men det går nok.

Sidste mandag, efter at skrevet sidste indlæg her på bloggen, tog Sharon og jeg på natmarked. Der er en del at vælge imellem i Taipei, og de fleste bydele har deres eget, men de er ikke alle lige store, lige populære eller lige gode. Der ligger et natmarked tæt hvor Sharon bor - og da det ligger meget tæt på min gamle skole (og er opkaldt efter den) har jeg kommet der temmelig ofte - men selvom det er populært, har jeg aldrig rigtig brudt mig så meget om det. Maden er, med få undtagelser, ikke særlig god, og da natmarkedet ligger tæt på Taipeis to største universiteter, kommer der mange udlændinge, hvilket jeg mistænker er grunden til at priserne lige er en tand dyrere end andre steder. Et andet populært natmarked, som alle de guidebøger jeg har set anbefaler, men som efter min mening ikke er værd at besøge, med mindre man har tid til overs og gerne vil se alle natmarkederne, er Shilin natmarked. Det er stort, men det meste af maden er ikke noget særligt, og der er så mange mennesker (hvoraf mange er turister, nok fordi alle guidebøgerne anbefaler at tage dertil), at det er svært at holde ud.

I stedet tog vi til Ningxia natmarked, som ligger lidt længere nordpå, og som er et af de natmarkeder i Taipei som jeg holder mest af. Der ligger en lille butik lige ved siden af natmarkedet, som efter sigende sælger nogle af de bedste østersomeletter i Taipei. Østersomeletter er noget nær Taiwans nationalret (selvom meningsmålinger viser at de har svært ved at vælge), så vi skulle selvfølgelig have en hver. Efterfølgende gik vi en tur langs selve natmarkedet, men det regnede desværre en del, så efter at have nået enden af natmarkedet søgte vi tilflugt i en lille butik der sælger stegte dumplings, som vi bestilte en tallerken af. Til sidst tog vi til en stand på natmarkedet, hvor de sælger en peanutsuppe (sød, ikke salt) som Sharon godt kan lide, og som er en slags dessert i Taiwan. Inklusive drikkevarer (citronjuice med honning til mig, te til Sharon) betalte vi vel omkring 60-70 kroner i alt.

Østersomelet.

Stegte dumplings.

Tirsdag besluttede jeg at tage metroen nordpå til Yuanshan, for at se nærmere på det nærliggende Konfutzetempel. Jeg har længe vidst at det lå der, men jeg er aldrig kommet så meget i den del af Taipei, og har aldrig rigtig fundet tid til at tage derhen for at se templet. Konfutze er kinesisk kulturs store læremester, og som sådan har templerne altid været forbundet med lærdom, og de er forskellige fra både de buddhistiske og taoistiske templer, som man ellers ser mange af i Taiwan. Jeg noterede mig at der ligger mindst to skoler så tæt på templet, som det er praktisk muligt, og jeg forestiller at det er lidt finere (og sikkert også dyrere, hvis det er den slags skoler man betaler for at gå på), at sende sine børn til en skole så tæt på Konfutzetemplet. Templet i Taipei blev bygget imellem 1879 og 1882, men er senere blevet restaureret og er i ret god stand. Jeg går ud fra at der er mulighed for at bede, men templet er egentlig mere indrettet som et museum, hvor man kan lære lidt om Konfutze og hans elever.

Den vestvendte indgang til tempelområdet. Den røde mur omkranser hele templet og kaldes Den Ypperste Lærdoms Mur.

Her er forsiden af selve templet, med den såkaldte Lingxing-port.

Foran templet er der en halvmåneformet dam, som også er typisk for kinesiske villaer. Jeg tror de har glemt at fodre fiskene.

Her er templets første gård, og den anden port. Man må gå ind ad en mindre sidedør, da selve porten er lukket, og kun åbnes når der skal ofres til Konfutze.

Her er selve helligdommen, hvori Konfutzes tablet er placeret.

Sådan ser det ud indvendigt. De to tavler er skrevet af henholdsvis Chiang Kai-Chek (den øverste) og den nuværende præsident Ma.

Nær Konfutzetemplet ligger et taoistisk tempel, som hedder Baoantemplet, som jeg også besøgte, nu hvor jeg alligevel var i området. Det var tidligt på dagen, og der var ikke så mange mennesker. Et par stykker var kommet for at bede, men ellers var det bare mig, en japansk turistgruppe, og en gruppe fra et plejehjem som var på udflugt, og som alle blev kørt rundt i rullestol af plejehjemspersonalet, som jeg i øvrigt også stødte på i Konfutzetemplet.

Baoan-templet.

Bagsiden af templets centrale bygning. Jeg syntes at billederne var interessante, selvom jeg ikke er sikker på hvad de forestiller.

Om aftenen tog Sharon og jeg på en mellemøstlig restaurant, hvor jeg tog hende til på vores første date (da jeg på daværende tidspunkt ikke var i stand til at bestille kinesisk mad). Det er noget bedre end hvad man er vant til fra Nørrebro, men prisen er også lidt højere - ikke-asiatisk mad er generelt ikke specielt billig i Taiwan, medmindre der er tale om McDonalds.

Mellemøstlig mad i Taipei.

Da jeg første gang kom til Taipei, for snart to år siden, valgte jeg at bruge en del af min første dag på at kigge mig om efter et godt område at bo i. Jeg havde læst på internettet at Xindian var et godt område, dels fordi det ikke er så dyrt, men også fordi det ligger en smule afsides, og er smule tyndere befolket, og derfor har renere luft. Teknisk set ligger Xindian ikke i Taipei, men i Xinbei (det vil sige New Taipei), som omkranser Taipei, lidt på samme måde som Københavns kommune omkranser Frederiksberg. Det har flere gange været på tale at slå de to administrative enheder sammen, da det ville give god mening (lidt på samme måde som det ville give mening at slå Frederiskberg og Københavns kommuner sammen), men det er af forskellige årsager aldrig blevet til noget. Xinbei er langt større end Taipei, og har en større befolkning, men selvom resten af verden anser Xinbei for at være en del af Taipei, bliver man tit rettet hvis man kommer til at blande de to sammen her. 

Xindian metrostation. Taipei's metro er i øvrigt utroligt velfungerende, ren og billig. Tre ting man godt kan savne i København.

Hvorom alting er, tog jeg altså på min første dag i Taipei, i 2012, toget fra metrostationen nær min skole til Xindian station, hvilket er den sydligste metrostation i Taipei, lige nord for hvor Taiwans central bjergkæde - som deler øen i øst og vest - starter, for at se hvor lang transporttiden ville være, hvis jeg nu valgte at bo der. Jeg besluttede at jeg lige så godt kunne gå en tur, og se lidt på området, nu hvor jeg alligevel var der, og efter en times tid, da jeg begyndte at blive træt og tørstig, gik det op for mig at kortet over Taipei, i min guidebog, ikke inkluderede et kort over Xindian, hvorefter jeg fandt mig nødsaget til at følge Xindianfloden nordpå, indtil jeg atter var tilbage i Taipei, fire timer senere. Da min bagage på daværende tidspunkt var forsvundet et sted omkring Hong Kong, var jeg iført mit eneste par bukser, som var lange sorte jeans, og da temperaturen den dag nåede på omkring de 35 grader, var det en temmelig hård tur.

Taget fra fodgængerbroen over Xindianfloden, nær Xindian metrostation. Taget mod nord.

Taget samme sted, men mod syd. I weekenderne er her mange mennesker, og man kan leje cykelbåde, og sejle en tur, hvis man har lyst.

Også taget fra broen. Klippen hedder Lille Røde Klippe, et navn der hentyder til en formentlig større klippe, kaldet Røde Klippe, ved Yangzifloden i Kina.

Grunden til at jeg skriver dette er at jeg onsdag i sidste uge valgte at gentage succesen, denne gang dog udstyret med shorts, såvel som et kort. Da jeg denne gang ankom til Xindian station, valgte jeg dog først at krydse floden, via en gangbro ved et sted kaldet Bitan, nær metrostationen, for at se nærmere på Taipingtemplet på den anden side. Da jeg ankom om morgenen var der næsten ingen mennesker, og da jeg generelt prøver på at være så respektfuld som jeg nu kan, omkring andre folks religion, spurgte jeg i informationsskranken (sådan en har de fleste templer nemlig) om det var i orden at fotografere deres guder, hvilket det var. En ældre kinesisk dame må have hørt mig spørge, for da jeg stod og kiggede på et af templets altre, kom hun hen til mig og spurgte om jeg talte kinesisk, hvorefter hun inviterede mig til at følge med hende på hendes bedetur igennem templet, hvor hun så forklarede lidt om de forskellige guder, og taoisme generelt. Hver gang vi kom til en ny gud, stoppede hun for at bede, mens jeg kiggede mig lidt omkring og tog nogle billeder. Jeg kender ikke så meget til taoistiske guder, så det var lidt svært at følge alt hvad hun sagde, men de dele jeg forstod var meget interessante, og hun gav mig navnene på nogle andre templer i Taipei, som hun anbefalede at jeg besøgte.

Taipingtemplet set udefra.

Taget fra templets forgård.

Nogle af templets adskillige guddomme. Jeg ved ikke lige hvem der er tale om, da de ofte ligner hinanden temmelig meget.

Taget fra toppen af templet mod nord.

Herefter krydsede jeg floden igen, og fulgte den nordpå, indtil jeg kom til Wanlong, lidt nord for Jingmei, hvor jeg plejede at bo. Her købte jeg en kop kaffe i en Family Mart, som jeg også kom forbi sidst jeg gik denne tur, og besluttede at drikke den indenfor, for at nyde deres air condition. Lige som jeg blev færdig, og skulle til at gå, startede endnu et skybrud. Jeg havde allerede købt en paraply siden jeg ankom til Taiwan (som jeg desværre ikke havde med), og da jeg planer om at købe en god paraply, som jeg kan tage med hjem til Danmark, var jeg ikke meget for at købe endnu en billig brug-og-smid-væk paraply, bare på grund af et enkelt skybrud, og jeg tænkt desuden (selvom jeg burde vide bedre, efter at have boet her næsten et år) at når det regner så meget, kan det da umuligt vare særlig længe. Efter at have ventet to timer i Family Mart gav jeg dog op, købte en paraply, og gik til den nærmeste metrostation. Da jeg kom ud af metroen, 2 stationer og 10 minutter senere, stoppede regnen.

Her går jeg langs Xindianfloden. Sidst jeg kom forbi her sad der også en fyr og fiskede. Jeg ved ikke om det er den samme.

Her er jeg kommet noget længere nordpå, og er ved at krydse Jingmeifloden. Da jeg boede her, løb jeg ofte på stien til venstre om aftenen.

Jeg har forladt floden, og er næsten fremme ved Family Mart. Det er dejligt vejr.

Tyve minutter senere så det sådan her ud.

Om aftenen tog jeg og Sharon til en lille restaurant nær Gongguan, for at spise shaorouhefen. Det er  et sted hvor vi kom ofte, da jeg boede i Taipei, og jeg har flere gange haft lyst til at tage dertil for at spise frokost, men var kommet til at love Sharon at vi først skulle tage dertil sammen, for at spise aftensmad, hvilket vi så gjorde. Shaorouhefen minder lidt om flæskesteg med en speciel slags nudler. Det er billigt, det smager godt, og der er nok til at man bliver mæt. De har også and og kylling, men selvom det smager godt, holder jeg mig fra det, da de har en tendens til bare at tage et helt styk fjerkræ og hakke det i skiver med en kødøkse - hvilket betyder at det indeholder en del knoglestumper - men hvor kineserne er vant til bare at spytte dem ud, er jeg ikke, og jeg bryder mig ikke om at spise det.

Shaorouhefen.

Torsdag brugte jeg på at tage rundt i diverse storcentre for at se på et nyt par sandaler. Jeg havde selvfølgelig et par med fra Danmark, men de er lige en smule for små, og havde på daværende tidspunkt gnavet nogle halvstore sår i mine fødder, så jeg var nødt til at gå i mine medbragte sko i stedet, hvilket naturligvis er alt for varmt på denne tid af året. Jeg kiggede mest i området omkring og lidt nord for Taipei Hovedbanegård. Hvis der er et sted i Taipei jeg absolut ikke bryder mig om at være, så er det Taipei Hovedbanegård. Her mødes 3-4 metrolinjer, såvel som regionaltog, højhastighedstog og busser til alle dele af Taiwan. Selve stationsbygningen er enorm og indeholder en masse butikker og restauranter, og derudover er der en underjordisk shoppinggade, som er fyldt med butikker som sælger billigt bras, og som forbinder hovedbanegården med adskillige stormagasiner. Der er også en kilometerlang underjordisk gade, som man kan følge nordpå, til de nærste par stop på nord-sydgående metrolinje. Stedet er en labyrint, og selvom jeg normalt ingen problemer har med at finde rundt i Taipei til fods, farer jeg næsten altid vild når jeg bevæger mig rundt i Hovedbanegården. Jeg fandt de sandaler jeg gerne ville have, men valgte ikke at købe dem i et stormagasin da de kan fås billigere andre steder. Til gengæld fik jeg købt min kvalitetsparaply, i en specialbutik under Hovedbanegården.

her kom jeg forbi i løbet af dagen, og billedet illustrerer udmærket den kontrast imellem det nye og det gamle, som man ofte støder på i Taipei.

Jeg kom også forbi et supermarked. Her kan man blandt andet købe kartofler, som vel næsten bliver anset for en eksotisk og sjælden spise, medmindre der er tale om pomfritter. En pakke med to koster omkring 10 kroner.

Torsdag aften var vi blevet inviteret på middag af Sharons bror og svigersøster - i øvrigt den eneste del af Sharons familie som bor i Taipei, hvorfor vi ser dem lidt oftere end de andre. Vi skulle på en restaurant som hedder Yuanshao, og som i øvrigt ejes af det samme firma som ejer Chamonix, som vi besøgte ugen før, og konceptet er da også meget ens, bortset fra at der her er tale om grillmad, i stedet for teppanyaki. Bordene er specielt designet, med en grill i midten, som fyldes op med kul, og så får hver gæst sin egen tallerken med kød, som man så selv griller ved bordet. Det er sjovt, og det smager godt. En eller anden fik den idé at fortælle tjeneren at det var min fødselsdag, og før jeg vidste hvad der foregik, havde jeg fået en underlig hat med kaninører på, og tjenerne stod og sang fødselsdagssang, hvorefter jeg fik et lille stykke kage. Det var meget sjovt.

Forret. Det er syltede blommer i gele.

Sharon bestilte en frugtsalat.

Muslingesuppe.

Stegte ris med laks.

Så bliver der tændt op i grillen.

Man får et fad med kød hver. Der er flere slags at vælge imellem, og jeg valgte blandet oksekød.

Der er krav om at være aktiv under måltidet.

Sharons bror syntes vi også skulle have en fisk hver, så det bestilte han. Jeg kom omkring halvvejs igennem min, før jeg fik et ben galt i halsen, og gav op.

Til dessert valgte jeg dybstegte banandumplings. De var gode.

Så bliver der sunget fødselsdagssang, og taget billeder.

Her er min fødselsdagskage. Det var desværre grøn te, som jeg ikke er så glad for (jeg husker stadig den første gang jeg troede at jeg skulle have pistacieis), men den var alligevel okay.

Jeg brugte fredag formiddag på (endelig) at købe mine sandaler, i en lille butik nær hvor Sharon bor, hvorefter jeg besluttede mig for at teste dem ved at gå til Longshantemplet, som ligger i en bydel kaldet Wanhua. Jeg har været ved Longshantemplet og det nærliggende natmarked før, men aldrig i den del af Wanhua som ligger syd for templet. Generelt har Taipei fået langt størstedelen af de penge som staten har sat af til byfornyelse, hvilket kan ses hvis man tager til andre byer end Taipei, som generelt ser mere slidte og beskidte ud end Taipei. Wanhua er dog af den ene eller anden grund, blevet forbigået, når det kom til byfornyelse, og bydelen ser meget slidt ud, og har også en mærkbart større andel af hjemløse og prostituerede, som overordnet set fylder meget lidt i gadebilledet i resten af Taipei. Selv området omkring Longshantemplet, hvor der ellers kommer mange turister, er tydeligt nedslidt, og pladsen foran templet er fyldt med hjemløse. Taipei er generelt den by i verden, hvor jeg føler mig mest tryg på gaden, og selv Wanhua føles ikke utryg, men jeg kan godt se hvorfor nogle mennesker foretrækker ikke at gå omkring dér om natten.

Her er jeg på vej ind i Wanhua.

Der ligger en old street i det nordlige Wanhua, ikke så langt fra Ximending, som de lokale er meget stolte af. Jeg har været der før, og synes egentlig ikke at den er så imponerende.

Her er Longshantemplet. Der var en ceremoni i gang indendørs, og selvom jeg var inde og se på, valgte jeg ikke at tage billeder.

Forgården har et springvand som jeg godt kan lide.

Lige overfor templet kan ses et eksempel på Wanhua's manglende byfornyelse.

Et stykke nord for Longshantemplet ligger Ximending, som udover Hovedbanegården er et område, hvor jeg generelt ikke bryder mig om at færdes. Det er et omtrent firkantet netværk af gågader, som danner et shoppingdistrikt for teenagere, og er fyldt med butikker som sælger teenagetøj, teenagemake-up og lignende. Der er et par enkelte gode spisesteder og en bowlingbane med tilhørende poolborde, men ellers ikke noget at komme for, udover måske et glimt af de nogle gange underligt udklædte mennesker der færdes her. Jeg tog torsdag hertil for at besøge en restaurant der efter sigende skulle sælge gode Philly cheese steaks sandwiches, men niveauet må være faldet betydeligt siden jeg læste anmeldelsen.

Min Philly cheese steak ser ikke specielt god ud, og det er der en naturlig forklaring på.

Da det var fredag, og Sharon derfor ikke skulle tidligt op næste dag, havde vi aftalt at tage i biografen. Vi plejer at tage til Vieshowbiograferne, som ligger i forlængelse af en serie af indkøbscentre, som alle er forbundet via gangbro, lidt som i Hong Kong. Stedet ligger meget tæt på Taipei 101, hvortil der åbnede en ny metrolinje i vinters, så det var lettere at tage dertil, end det plejede at være. Desværre gik filmen så sent at metroen var lukket da vi kom ud, så vi måtte tage en taxa hjem (som vi plejede at gøre). Før filmen spiste vi ramennudler i et nærliggende indkøbscenter. Stedet er meget populært, og vi måtte da også vente i kø i en halv times tid, før vi fik en plads. De gode spisesteder har i øvrigt ofte kø, men hvis man har tid er det tit det værd, og specielt på natmarkederne er det en god idé at gå specifikt efter de boder, som der er kø til, specielt hvis man alligevel ikke har nogen idé om hvad man skal købe, som de fleste udlændinge nok ikke har. På mange restauranter kan man give dem sit telefonnummer, så de kan ringe når et bord bliver ledigt, men hos Sanji Ramen var vi nødt til fysisk at vente foran restauranten. Det var alligevel det værd, for maden var god. Jeg har kun spist ramennudler et par gange, så mit sammenligningsgrundlag er ikke så stort, men disse var de bedste jeg hidtil har fået.

Ramennudler med æg og svinekød.

Lørdag havde vi planlagt at spise brunch på The Diner, som i øvrigt ligger i samme stormagasin som Sanji Ramen, og hvor vi ofte spiste da jeg boede her. De laver de bedste eggs benedict jeg har fået i Taipei (jeg kender et sted i Tainan som er bedre), og de er faktisk en smule billigere end mange andre steder. Efterfølgende tog vi i Botanisk Have, som ligger i den anden ende af Taipei - hvilket selvfølgelig er nærmest irrelevant, hvis man tager metroen, hvilket vi gjorde. Taipei's botaniske have har en dam med lotusblomster, men sidste vi besøgte stedet var det vinter, og blomsterne var døde. Denne gang blomstrede en del af dem, og det var et smukt syn. Jeg lagde dog mærke til at nogle af blomsterne allerede er visne, så måske er det bedre at se dem i maj måned, eller deromkring. Jeg ville gerne have genbesøgt Taipei's historiske museum, som ligger lige ved siden af haven, men vi skulle til middag hos Holger om aftenen, så vi havde ikke tid. Til gengæld nåede vi at besøge Taipei's gamle yamen (dvs. guvernørpalads og regeringsbygning) fra Qingdynastiet, som ligger inde i selve haven, og blev flyttet derind i sin tid af japanerne, dengang de kontrollerede Taiwan. Det er kun en lille del af det oprindelige bygningskompleks der stadig er bevaret, og selvom det var interessant at se, håber jeg en dag at få mulighed for at se en hel, hvilket skulle kunne lade sig gøre, visse steder i Kina.

Taipei's botaniske have.

En lille dam i haven.

Den gamle yamen, set udefra.

Sådan ser den ud indvendig.

Her er lotusdammen.

Et close-up af nogle blomstrende lotusblomster. De lukker sig om natten.

Vi overnattede i Holger's gæsteværelse, og tog søndag formiddag afsted til Jiufen og Jinguashi, som er to gamle minebyer, der ligger nordøst for Taipei. Vi tog bussen til Jilong, en større havneby i samme område, og derfra bussen videre til Jinguashi, men næste gang tror jeg at jeg tager bussen direkte fra Taipei til Jinguashi, da det andet tager lidt for lang tid, efter min mening. Jinguashi er egentlig ikke så meget en mineby, som det er en gammel guldmine med dertil hørende beboelse for de ansatte, med administration, spisehal og så videre. Stedets guldalder lå for omkring hundrede år siden, og i dag er minedriften ophørt, og området er i stedet lavet om til en slags park, med adskillige museer, hvor man blandt andet kan prøve at gå igennem en del af den gamle guldmine. Da Taiwan i 1895-1945 tilhørte Japan, blev stedet i den periode drevet af et japansk mineselskab, og da den japanske kronprins (den senere kejser Hirohito) i 1920'erne skulle på et planlagt besøg til Taiwan, byggede man et meget fint hus til ham, nær minen, hvilket i dag er den største og mest velholdte traditionelle japanske bygning i Taiwan.

Så er vi parat til at se nærmere på den gamle guldmine.

Det dryppede en del fra loftet, så vi var glade for vores hjelme.

Her er den japanske kronprins' hus.

Efter besøget til Jinguashi, tog vi bussen til Jiufen, som egentlig ligger i gåafstand, men af stærkt trafikerede bjergveje. Jeg besøgte Jiufen sidst jeg var i Taiwan, og hvor Jinguashi er en egentlig mine, er Jiufen mere henad hvad man forstår ved en mineby, det vil sige en by som servicerede alle minearbejderne fra det nærliggende område, når de skulle ud og have det sjovt, og brænde nogle penge af. Efter minedriftens storhedstid ophørte, engang omkring 1950'erne, blev Jiufen til en slags soveby, indtil filmen A City of Sadness i 1989 mindede folk om at den lå der, hvorefter den er blevet en meget populær turistattraktion. Det kan anbefales at tage dertil på en hverdag, da der er proppet med mennesker i weekenderne. Selve byen er ret flot, da den er beliggende på en bjergside, med en flot udsigt over Stillehavet, når det da ikke er for tåget til at se så langt (som det var sidst jeg tog dertil). Byen har en lang Old Street (alle Taiwanesiske byer har tilsyneladende disse, selvom de ikke altid ser specielt gamle ud), hvoraf en del er en stejl trappe, som forbinder den nedre del af byen med den øvre. Specielt trappen, og dens optræden i A City of Sadness, har været med til at gøre byen berømt.

I jiufen købte vi nogle fiskeboller, på et lokalberømt spisested. Jeg bestilte en slags som har oksekød inde i midten.

Jiufen's old street. Der var mange mennesker, og jeg tror egentlig at Jiufen tjener flere penge på turisme, end den nogensinde gjorde på mineindustrien.

Vi stoppede på endnu et lokalberømt spisested, for at spise en slags suppe med taroboller, som Sharon godt kan lide.

Stillehavet set fra Jiufen.

Jiufen's berømte trappe. Der er masser af tehuse på begge side, hvor man kan købe en dyr kop te.

Trappen set nedefra.

Om aftenen tog vi bussen tilbage til Jilong, hvor vi besøgte Miaokou natmarked, som er et af de natmarkeder jeg holder mest af i Taiwan. Her spiste vi ålesuppe (udmærket, men der var for mange ben i), mianxian (en speciel slags nudler) med en slags kødbolle til (som jeg ikke syntes var noget specielt), jeg drak citronjiuce med honning, og Sharon drak en eller anden slags mælkete, og vi spiste en speciel slags is - som jeg desværre ikke rigtig ved hvordan man laver, men det ligner en slags sorbet - til dessert. Hovedattraktion for mit vedkommende, var en slags sandwiches som bliver lavet ved en lille bod på natmarkedet (den kan kendes på den lange kø foran). Før vi gjorde noget andet bestilte vi vores sandwiches, hvorefter vi fik et nummer, som vi så kunne komme tilbage med en times tid senere, når maden var klar. Vi bestilte fem, hvoraf de fire var til mig. Det lyder grådigt, og er det måske også lidt, men sidste gang jeg var her, ærgrede jeg mig voldsomt over kun at have købt én, da først jeg smagte den, på vej tilbage til Taipei. De kan holde sig til dagen efter, så jeg havde frokost til næste dag. I alt betalte vi under hundrede kroner, og generelt skal det siges at hvis man rejser på et stramt budget, kan man stadig klare sig udmærket på natmarkederne.

Miaokou's hovedgade.

Der ligger et tempel midt i det hele. Jeg tror i øvrigt at en del af natmarkederne oprindeligt opstod for at servicere pilgrimme og lignende, og mange af dem omkranser et eller flere templer.

Her bliver der lavet rigtig gode sandwiches. Vi skal lige til at bestille.

Her kan man købe frøsuppe. Frøerne er de største jeg nogensinde har set, og de er i øvrigt stadig levende.

Ålesuppe.

Mianxian.

Kødbollen er allerede hakket i stykker, når den bliver serveret.

Is. Min er med citron, og Sharon's er med et eller andet grønt.

Til sidst hentede vi vores sandwiches, og kørte hjem til Taipei.

I øvrigt vil jeg lige nævne en episode, som fandt sted mens vi spiste vores mianxian. Det er ikke unormalt at se mere eller mindre handicappede mennesker sælge tyggegummi, papirsservietter, og andre lignende småting, både på natmarkederne og udenfor metrostationer. En sådan fyr sad på gaden i Miaokou, med et lille bord hvor han havde sine varer. Han var mere handicappet end de fleste, og kunne hverken gå eller tale, og da vi gik forbi ham lagde Sharon en håndfuld småpenge på hans bord, hvorefter han blev voldsomt ophidset og begyndte at råbe efter os. Da han ikke kunne tale, og der derfor kun kom uforståelige lyde ud, nøjedes Sharon med at vinke til ham, og vi gik videre hen til mianxianboden. Mens vi sad og spiste vores mad, kunne jeg informere Sharon om at fyren nu ved armkraft alene, kom kravlende henimod os, og hver gang han fik øje på hende, begyndte han at råbe igen. Da han var næsten henne ved os, og en større menneskemængde havde samlet sig for at se hvad der skete, informerede indehaveren af mianxianboden os om, at man ikke bare kunne give fyren penge, uden også at tage en pakke tyggegummi. Folkene i boden morede sig synligt, og det var tydeligvis ikke første gang dette var sket, men jeg synes at der er noget beundringsværdigt ved en fyr der er så handicappet, i et land hvor den statslige hjælp er minimal, men som alligevel ikke vil tage imod almisser, men insisterer på at give noget igen, også hvis det indebærer at kravle 30 meter ved armkraft alene, ad en gade propfyldt med mennesker.