Tilbage i Taiwan!

Så har jeg været tilbage i Taiwan i snart 5 dage, og selvom varmen er lige et par grader over det udholdelige, er her alligevel dejligt at være. Sharon har givet mig en ny telefon i fødselsdagsgave, og da den har et fremragende kamera, forventer jeg at tage en masse billeder mens jeg er her. Jeg har naturligvis taget en del allerede.

Jeg ankom i onsdags, omkring kl. 17, og blev mødt i lufthavnen af Holger og Sharons forældre, hvorefter Holger og jeg kørte hjem til Holgers nye lejlighed i Taipei (lige overfor Taipei 101). Sharon kom forbi et par timer senere, da hun havde fået fri fra arbejde, og Holgers kæreste Lydia lavede italiensk mad. Jeg var temmelig træt efter flyveturen, så Sharon og jeg gik efter maden, og tog en taxa hjem.

Taipei 101, tæt på Holgers hus.

Sharon arbejder desværre alle hverdagene jeg er her, så vi har kun aftenerne og weekenderne sammen. Det giver mig til gengæld tid til at tage rundt og se nogle af de ting hun ikke er så interesseret i.

Porten ved Chiang Kai Chek Memorial, som jeg kom forbi fredag morgen.

Et billede af Operahuset, taget fra en park nær Chiang Kai Chek Memorial.

 En gammel byport nær Chiang Kai Chek Memorial, med præsidentpaladset i baggrunden.

Torsdag brugte jeg på at gå lidt rundt i Shida-området - omkring den skole jeg gik på da jeg boede her - og købe nogle småting som jeg ikke havde fået med hjemmefra, såsom vabelplaster (jeg tror måske også jeg bliver nødt til at købe nogle nye sandaler). Ved frokosttid tog jeg metroen hjem til Holger, og vi spiste frokost sammen, hvorefter jeg tog hjem og faldt i søvn, dels på grund af jetlag, men også fordi jeg har trykket nogle ribben, og ikke sover så godt om natten. Om aftenen mødte jeg Sharon, og hun tog mig med på Chamonix - en teppanyaki-restaurant i den lidt dyre ende, som tilsyneladende er et populært sted at fejre fødselsdag. Det var et stort måltid.

Petit Fours.

Suppe.

Jeg bestilte frugtsalat.

Sharon bestilte en salat med noget svinekød.

Så bliver der lavet teppanyaki! Det er min filet mignon han er i gang med.

Sådan endte den med at se ud, og den smagte godt.

Kage til dessert.

Og drinks til sidst.

Fredag tog jeg til Gongguan for at købe mig et par nye shorts. Der ligger et natmarked i Gongguan, som er et af mine yndlingsnatmarkeder i Taipei, men da jeg var der midt på dagen, var det ikke åbnet endnu. Jeg havde glædet mig til at gå lidt rundt i kvarteret, men måtte måtte grundet skybrud aflyse den plan, så jeg nøjedes med at købe et par peberkager til frokost, som jeg spiste derhjemme. Vi var inviteret på middag med Sharons familie, Holger og Lydia om aftenen, hvilket foregik et sted i Taoyuan amt, vest for Taipei. Herefter tog vi allesammen til en lille bungalow, som Sharons far havde lejet, og som ligger inde på en militærbase hvor han arbejder. Her overnattede Sharon og jeg, sammen med Sharons bror og svigersøster, hvorefter vi lørdag morgen sagde farvel, og Sharon og jeg kørte til Xitou.

Skybrud i Gongguan, med udsigt til Taida-universitetes campus.

Morgenmad lørdag med Sharons bror og svigersøster.

Jeg bestilte Shit on a Shingle. Fyren der ejer restauranten er tidligere officer i den amerikanske flåde, hvor denne ret åbenbart laves ofte.

Xitou er en naturpark, som ligge i bjergene i nærheden af Taizhong - en af Taiwans største byer - i den nordlige del af det centrale Taiwan. Sharon havde booket et værelse, på et hotel som ligger midt i naturparken. Selve hotellet var ikke specielt imponerende; værelset var stadig ikke rengjort da vi ankom, og naboerne huggede havestolene og bordet fra vores balkon, så de kunne invitere deres venner på besøg, og derefter højlydt gamble, indtil Sharon bad dem om at holde kæft. Morgenmaden var også ganske frygtelig, men i det mindste var der kaffe.

Så er vi på vej op i bjergene.

Her er hotellet.

Taget fra hotellets parkeringsplads.

Selve naturparken var til gengæld besøget værd. Som sagt ligger den oppe i bjergene, men da klimaet i Taiwan er subtropisk (tropisk i den sydlige del), ligger trægrænsen noget højere end man er vant til fra Europa, og Taiwans bjerge er generelt dækket af træer og andet planteliv, og parken er da også mest kendt for dens bambustræer. Der er masser af stier og vandreruter man kan gå ad, men da vi kun havde lørdag eftermiddag og søndag morgen, nøjedes vi med at se et par udvalgte steder. Da vi skulle tilbage til hotellet lørdag, øjnede jeg en genvej på kortet, hvilket førte os ad en svært fremkommelig sti, 4 kilometer lang, primært befolket af myg og andre insekter, og beliggende på siden af et bjerg. Vi ankom dog i god behold, dog ikke nær så hurtigt som jeg havde håbet. Vi kørte til en nærliggende landsby for at købe aftensmad. Sharons familie havde alle anbefalet os at prøve en kylling, som vist bliver tilberedt i nogle opvarmet keramikkrukker, og da det er et populært sted bliver der udsolgt tidligt. Vi ringede i forvejen, og det lykkedes os at lægge beslag på en af de sidste. Derefter kørte vi til en lille turistlandsby, kaldet yaoguaicun - hvilket direkte oversat betyder monsterlandsby - som er indrettet i japansk stil med masser af lamper på husene, og som i øvrigt også ligner noget fra en japansk tegnefilm.

Den såkaldte Himmelbro, i Xitou.

Et bjerg.

Et shenmu - oversættes til guddommeligt træ, eller gammelt træ, alt efter humør. Egentlig ikke så imponerende efter 2 timers gåtur op ad bakke.

Her kom vi forbi da vi tog min "genvej". Der var meget smukt, så jeg føler det var det værd. Jeg tror det lykkedes mig at overbevise Sharon om det samme.

Her er de berømte bambustræer. Jeg tror en scene i filmen A Touch of Zen er optaget her.

Japansk monsterlandsby eller Taiwanesisk turistfælde?

Så er der aftensmad. I stedet for bestik får man to par plastikhandsker, og så flår man den ellers bare fra hinanden med fingrene. Vi spiste ikke hovedet.

Søndag spiste vi frokost i Taizhong, på vej tilbage til Taipei. Vi nåede ikke at se så meget af byen, men vi købte en æske ananaskager, som efter sigende bliver lavet særlig godt i Taizhong. Jeg har i øvrigt en tidligere klassekammerat som bor i Taizhong, og jeg regner med at besøge ham i næste uge, hvor jeg forhåbentlig får mulighed for at se lidt nærmere på byen. Tilbage i Taipei spiste vi sushi til aftensmad, på et sted lige rundt om hjørnet fra hvor Sharon bor, som åbnede for et par måneder siden. Prisen er lidt dyrere (men ikke meget) end på Sushi Express, hvor jeg ofte spiste da jeg boede her, men kvaliteten er mærkbart bedre, og hvis jeg skal være helt ærlig er kvalitet vel egentlig det første man bør interessere sig for, hvis man har tænkt sig at spise rå fisk.

Rigtig god sushi.

I dag har jeg gået en tur rundt i området omkring Yongkang Street, som ligger bag ved min gamle skole. Gaden og dens sidegader er fyldt med caféer og spisesteder, hvoraf mange er af høj kvalitet. Jeg vidste det ikke da jeg boede her, men har siden hørt om et spisested i en af sidegaderne, der efter sigende skulle lave Taiwans (og dermed verdens) bedste oksekøds-nudelsuppe. Hvordan afgør man hvilken der er den bedste? Der er et årligt mesterskab. Jeg spiste frokost der i dag, og det er i hvert fald den bedste jeg har fået, men koster så også lige 10 kroner mere, plus at man skal stå i kø for at få en plads. Jeg blev sat ved et bord sammen med en familie på tre, som hørte mig bestille på kinesisk, og inviterede mig til at smage deres mad, hvorefter vi havde en lille samtale om Danmark og Taiwan.

Tjeneren hørte os tale sammen, og fortalte mig efterfølgende hvor godt han synes mit kinesiske er. Det skal siges at folk her generelt er meget, meget høflige, og at deres komplimenter derfor ofte skal tages med et gran salt (således blev jeg stukket den åbenlyst fede løgn at mit kinesiske var godt, få uger efter min første ankomst til Taiwan, hvor det korrekte tillægsord ville have været sølle). Jeg føler dog at mit kinesiske er blevet mærkbart bedre end da jeg sidste gang forlod Taiwan, og selvom der stadig er lang vej til flydende, er jeg nu faktisk i stand til at føre samtaler på kinesisk - så længe det ikke bliver alt for avanceret - og folk lader til at forstå næsten alt hvad jeg siger, hvilket er en helt ny oplevelse. Tidligere rynkede de bare panden, hvorefter de enten begyndte at tale engelsk, eller fortalte mig hvor godt de syntes mit kinesiske var.